VM-optakt: Danmark - Frankrig

VM-optakt: Danmark - Frankrig

Op til VM i Rusland vil jeg kigge lidt nærmere på Danmarks kommende modstandere i gruppe C. Hvem er de, hvordan kom de til VM, og hvordan skal Danmark gribe dem an. I dag kigger jeg på storfavoritterne i gruppen, Frankrig

Den 26. juni spiller Danmark sin sidste kamp i gruppespillet. Kampen spilles i den russiske hovedstad, Moskva, og modstanderen hedder Frankrig. Her vil Danmark for første gang være undertippet. Og det er de i høj grad. Hos fire af de største bettingsites giver det gennemsnitlige odds således 5,5 igen på dansk sejr, mens en fransk sejr kun giver 1,68 gange pengene igen.

At Danmark er underdogs mod Frankrig er ikke en skam. Frankrig er nemlig en af de største favoritter til at vinde hele slutrunden. Og de individuelle kvaliteter hos franskmændene er bestemt heller ikke til at kimse ad. Truppen er nemlig spækket med stjernespillere – der er faktisk så mange store fodboldtalenter i Frankrig lige nu, at noget af det, man har talt mest om i forbindelse med udtagelsen af truppen, er, hvem der ikke kom med.

Af spillere, der ikke kom med, kan nævnes navne som Alexandre Lacazette (Arsenal), Anthony Martial (Manchester United), Kingsley Coman (Bayern München), Aymeric Laporte (Manchester City) og Dimitri Payet (Marseille). Her er der udelukkende tale om spillere, der ville være profiler på et landshold som Danmarks. Fravalget af disse betyder dog, at der er plads til en lang række andre profiler. De største profiler kommer der en kort beskrivelse af her:

  • Antoine Griezmann: Den 27-årige Atletico Madrid-angriber har efterhånden etableret sig som en af de bedste forwards i verden. En utroligt komplet angriber, der kan det meste på en fodboldbane. I den seneste sæson scorede han 29 mål og lagde 15 assists i 49 kampe for Atletico.
  • Paul Pogba: Han har været en stor stjerne i lang tid, og var fra 2016 til 2017 den dyreste spiller i verden, da Manchester United købte ham tilbage fra Juventus. Han er nu blevet 25 år, og skal være det helt store bindeled på den franske midtbane. Den seneste sæson har dog været noget svingende, men Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, har stor tro på ham.
  • Kylian Mbappe: Mbappe er 19 år og allerede en af verdens bedste angribere. Denne sommer bliver han også verdens dyreste teenager, da PSG, efter et års lejeophold, har forpligtet sig til at købe ham til 180 mio. euro. I sin første sæson i PSG scorede han 21 mål og lavede 16 assists i 46 kampe.

Derudover har man store spillere som Raphael Varane (Real Madrid), Samuel Umtiti og Ousmane Dembele (Barcelona) samt N’Golo Kante og Olivier Giroud (Chelsea).

Griezmann

Griezmann var både topscorer og assistmager for Frankrig under kvalifikationen. Men han er bare én af dem, Danmark skal formå at stoppe for at få et godt resultat.

Vejen til VM

Kort efter skuffelsen over at tabe EM-finalen på hjemmebane, skulle Frankrigs landshold indlede VM-kvalifikationen. De var kommet i gruppe med Sverige, Holland, Bulgarien, Hviderusland og Luxembourg – en svær gruppe, men én, som de skulle vinde, hvis man ser på kvaliteten af trupperne.

Men kvalifikationen blev startet med en stor mavepuster. Ude mod miniputterne fra Hviderusland, formåede de franske stjerner ikke at score, og da hviderusserne heller ikke kunne få bolden i rusen, så endte det uafgjort 0-0. Men herefter kørte det på skinner for franskmændene i et godt stykke tid, da de vandt de næste fire kampe.

Men i juni 2017 tabte de ude mod Sverige, da Ola Toivonen scorede i overtiden til 2-1. Herefter sikrede de dog førstepladsen, og en tur til VM, ved at vinde tre og spille én uafgjort i de sidste fire kampe. Dog var den uafgjorte kamp endnu en pinlig affære. Frankrig spillede således uafgjort mod Luxembourg på hjemmebane. Et hold, som de ellers ikke havde formået at tabe point mod i over 100 år.

Sådan får Danmark noget ud af kampen

Hvis Danmark skal have point mod Frankrig, så er der en række ting, der skal lykkes. Først og fremmest skal Frankrig have en mindre offday. Dette er dog heller ikke helt utænkeligt, da de, som beskrevet i ovennævnte afsnit, havde flere dage, hvor de ikke spillede op til deres bedste i kvalifikationen. Faktisk har den franske landstræner, Didier Deschamps, ikke helt formået at få det bedste ud af sit ellers stjernebesatte hold. Frankrig var således det næstmindst scorende hold af alle 1’ere i kvalifikationen med kun 18 mål i 10 kampe – kun Island scorede færre (16 mål).

Derudover skal Danmark selvfølgelig spille en brandkamp. Og især det danske forsvar skal være klar på dagen, da Frankrigs offensive spillere alle kan afgøre en kamp. Men også Danmarks største stjerne, Christian Eriksen, skal spille op til sit bedste. Han skal vise, hvad det er, der gør, at han bliver sat i forbindelse med verdens bedste klubber. Uden ham har Danmark haft umådeligt svært ved at score mål – han stod i kvalifikationen for 8 mål og 4 assists plus de 3 mål, han lavede mod Irland i den afgørende playoffkamp.

Men kampen mod Frankrig er ikke en kamp, som Danmark absolut skal vinde. Slet ikke hvis de vinder de to første mod Peru og Australien, hvor de er favoritter. Hvis de formår at vinde de to første, så vil kampen mod franskmændene næsten være gratis. Men hvis de ikke vinder de to kampe, så skal der en ekstraordinær indsats til mod Frankrig, hvis de danske drenge skal videre.


Hvis du er interesseret i at læse flere nyheder som denne, så vis din støtte ved at dele artiklen på Facebook. Det sætter vi stor pris på.

Del indlæg:

Kommentér indlæg