• Hjem
  • Thomas Ottosen Jr.
Thomas Ottosen Jr.

​Nem kør-selv-skiferie

Mange vælger at foretage skiferien som kør-selv-ferie. På den måde bliver selve rejsen en del af oplevelsen og turen gennem sneklædte landskaber, med smukke bjerge omkring sig, kan være et smukt syn.

Der følger dog en del bagage med, når man skal på skiferie. I sig selv fylder skiene godt, men også støvler, hjelme og skistave optager plads. Derfor vælger de fleste at leje skiene på selve skidestinationen. Så slipper man for at stuve bilen fuld, eftermontere en tagboks eller måske endda leje en større bil til formålet.

Udfordrende skileje

Selvom skileje er en nem måde at få ski under fødderne på, kan løsningen dog også have sine udfordringer. Det kan nemlig være en hektisk oplevelse at skulle afhente sine lejede ski, når man er ankommet til feriedestinationen.

Køerne er lange og stemningen kan være kaotisk, når mange utålmodige voksne og børn er samlet i en mindre skibutik. Er man ankommet til skidestinationen i egen bil, har man desuden en lang rejse bag sig og er som følge deraf måske også træt.

Det sidste man har lyst til, er i hvert fald at skulle spilde en masse tid på at leje ski, når man i stedet kunne slå sig løs på pisterne eller hvile ud på hotellet.

Heldigvis findes der dog en nemmere løsning. Den hedder Skiirr.

Nem skileje på kør-selv-ferien

Skiirr.com er skileje på en ny måde. Her får I stadig kompetent rådgivning, ski af høj kvalitet og skileje på selve destinationen – men en service i topklasse, som er helt ny for branchen.

Med Skiirr booker I nemlig jeres lejede ski hjemmefra i ro og mag. I forbindelse med bestillingen indtaster i blot nogle enkelte oplysninger omkring hver enkelt skiløber – og så bruger Skiirr disse til at finde de perfekte ski og støvler til netop jer.

Ski og støvler indstilles også, så de er klar til brug - og det bedste af det hele: Skiene leveres direkte til jeres hotel eller ferielejlighed, så de står klar til jer, når I ankommer. Skulle noget af udstyret mod forventning ikke passe, er der naturligvis gratis ombytning.

Når skiferien er slut, efterlader I desuden bare jeres lejede skiudstyr samme sted. Så sørger Skiirr for at afhente det hele.

På den måde sparer i værdifuld ferietid, som I således kan bruge på pisterne eller hinanden i stedet.

Skiirr tilbyder nem skileje på de østrigske skidestinationer i Wagrain, Bad Gastein, Flachau, Filzmoos, St Johan in Pongau, Altenmarkt in Pongau , Radstadt, Obertauern, Zauchensee, Flachauwinkl-Kleinarl, Alpendorf, Höggen og Reiteralm Schladming.

Læs mere og book jeres ski online på Skiirr.com.

Del indlæg:
Thomas Ottosen Jr.

Betting på sport og online casinoer har meget til fælles

Det er superfedt at følge med i de sportsgrene, som man brænder for. Ikke nødvendigvis fordi man selv dyrker sporten, men fordi man elsker følelsen af at leve sig ind i spillet, følelsen af at være en del af et fællesskab med samme holdning og passion som en selv og bare hele hyggen omkring det.

Gør kampen mere personlig og indlevelsesrig med betting

Man kan gøre kampene endnu mere spændende, hvis man spiller på dem. betting på sport har altid været populært og er bare steget i popularitet. Når man spiller på en kamp, får man en eller anden helt unik indlevelse og spænding ud af kampen. Det er ikke et spørgsmål om dem, man holder med vinder, men dem, som man har satset noget på. Med andre ord, så er man lige pludselig en del af holdet. Man tror på dem og hepper helt vildt på, at de vinder.

Størrelsen på beløbet er ikke en afgørende faktor for spændingen under kampen

Man behøver ikke at satse et stort beløb på yndlingsholdet for at opnå det fede adrenalinsus. Det kan lige såvel være et beskedent beløb. Bare det, at man har satset noget på kampen, får den bare til at føles endnu mere vigtig og spændende. Naturligvis har man mere at vinde, desto større beløb man satser, men det går jo selvfølgelig begge veje.

Er man sat godt ind i tingene i ens yndlingssport, så kan man bruge den viden til ens fordel, i det man har en god fornemmelse af, hvem der har størst sandsynlighed for at vinde en given kamp eller konkurrence.

Spil i online casinoer giver lidt samme spændings kick som betting på sport

Er du blevet helt vild med den følelse af at kunne vinde noget, så kan online casinoer måske også være noget for dig. De består lidt af de samme principper, som når man går op i betting på sport. Det hele foregår online, enten fra computeren, en tablet eller mobiltelefonen.

Der kan man på samme måde satse penge i forskellige spil, hvor man har chance for at vinde nogle pæne pengepræmier. Er man lidt tilbageholdende med at bruge for mange penge på spil, så kan man gå målrettet efter free spins. Free spins kan ses som nogle gratis points, der kan bruges på casinoernes spil.

Hvordan får man free spins?

Free spins er meget lette at få. De fleste online casinoer tilbyder free spins til alle nye spillere, der opretter en brugerprofil på deres side. Udover dette, så fører de forskellige online casinoer også hele tiden kampagner med free spins.

Det er ikke kun en lille gruppe, men stort set alle de populære og spændende online casinoer, der tilbyder denne fantastiske service. Findes der noget, der er bedre end det, der er gratis? Kun gratis ting, som kan blive til rigtige penge, der kan udbetales til ens konto, hvilket lige præcis er tilfældet ved free spins.

Del indlæg:
Thomas Ottosen Jr.

Kane skal præstere for engelsk VM-succes

Få odds 12.0 på en sejr til England over Sverige!

Englands tropper er spækket med store talenter. Men hvis de skal nå langt til VM i Rusland, så skal holdets absolut største stjerne, Harry Kane, levere varen.

Det har Lasse Ekstrand, skribent på Sportblogger.dk, skrevet meget mere om hos Plbold.dk - Læs hele artiklen her.

Del indlæg:
Thomas Ottosen Jr.

Manchester City - klubben uden historie og de tomme sæder [DEL 2]

Dette er anden del af et gæsteindlæg som er skrevet af Morten Olesen, formand for danske cityfans og redaktør på Cityfans.dk

Klik her for at læse første del.

2001-2005 - Keegan-æraen

Selv om City havde været på et kort visit i Premier League, var det tydeligt, at klubben var håbløst distanceret i forhold til de største og bedste klubber. De fire sæsoner uden for Premier League havde haft den konsekvens, at City havde skulle undvære de store TV penge fra Sky, og var ude af stand til at tiltrække megastore internationale sponsorater.

I det hele taget er der en slags ude af øje - ude af sind effekt i at ikke være eksponeret i den ekstremt promoverede Premier League. Og så skal vi heller ikke glemme, at det også var i den tid, at det endnu mere kommercielle Champions League erstattede det mere beskedne og måske efterhånden lidt støvede Europa Cup for mesterhold.

Heldigvis havde City en visionær bestyrelse, som turde satse. Allerede tilbage i slut 1990’erne havde de sagt ja til at skifte hjemmebanen siden 1923 - det legendariske Maine Road - ud med det mere moderne og for den tid nærmest futuristiske City of Manchester Stadium, som ville stå færdig til fodbold-brug i 2003. En rigtig beslutning, selv om den var tung.

Maine Road var gammelt og slidt, infrastrukturen omkring det var ikke længere tidssvarende - og ikke mindst var Maine Road blevet for lille med sin kapacitet på ca 34.000. Det nye stadion, du i dag kender som Etihad (det er et rædselsfuldt navn, synes jeg) ville få en kapacitet på 48.000, og ville på alle parametre stå som et hyper-moderne stadion, der skulle tage Manchester City ind i en ny tidsalder.

År 2001 - Tiden var knap til det nye stadion skulle åbne. Tanken om at denne nye moderne arena skulle huse fodbold på anden klasse, hvis ikke man satsede endnu en gang, fik bestyrelsen til at sætte alt på et bræt. De hev en kanin op af hatten, og ansatte ingen ringere end Kevin Keegan. En absolut højprofil manager for den tid. Han var manden der skulle føre Manchester City tilbage til Premier League - og etablere dem.

Keegan var kendt som en manager, der skaffede resultater, endda med flot og underholdende fodbold, men han var bestemt også en dyr herre at have ansat, da han brugte mange penge i processen. Til trods for risikoen rungede det også af ambitioner og ikke mindst om et potentiale i Manchester City, at de overhovedet var i stand til at ansætte en manager med Keegans CV.

Keegan, en tidligere topspiller for Liverpool og Hamburg SV, havde gjort det fantastisk med Newcastle, som han nær havde gjort til Premier League vindere, og han var netop trådt tilbage som manager for det engelske landshold. Absolut et scoop af City. Keegan sagde selv til pressemødet, hvor City bekendtgjorde hans ansættelse, at han havde sagt ja til jobbet fordi City havde alle muligheder for at blive en topklub, både med en dygtig ledelse og en stor fanbase.

Investorerne elskede tiltaget og Keegan fik masser af penge til realisere projektet, og fordi det var Keegan, kunne City også lokke spillere fra en lidt højere hylde, end hvis manageren havde været Joe Royle. Projektet bar hurtigt frugt. Allerede året efter - i 2002 - var City tilbage i Premier League. Oprykningen blev sikret i suveræn stil, og med flot og positiv fodbold.

I come back sæsonen sluttede City som en flot nummer 9 i Premier League, blandt andet med et par meriterende sejre, såsom en fortjent 3-1 sejr over Manchester United, der blev mestre den sæson, samt en 2-1 gevinst på Anfield over Liverpool (City har ikke vundet der siden).

Keegan formåede nemt at holde City i PL, og han kunne i sommeren 2003 indfri forventningen om, at føre de lyseblå ind på det nye stadion som et Premier League hold. I de følgende par år etablerede han City i rækken, men en tydeligt træt og slidt Keegan slap tøjlerne i 2005. Det var job done. Han havde afleveret et stabilt Premier League hold. Men det havde kostet mange penge.

I tiden efter Keegan trådte City vande, og måtte klare sig med hvad de havde. Klub-kassen var som sagt tom efter Keegans 4 år lange spending spree . Keegan havde lavet nogle vilde indkøb, nogle gode - andre knap så gode. Berkovic, Benarbia, Anelka, Fowler, Distin samt danske Niclas Jensen står for mig tydeligst i erindringen blandt de gode investeringer.

Men der var også flere vanvittigt dårlige indkøb, som aldrig gav nogen mening. Argentineren Matias Vicente Vuoso blev købt for millioner - uden at nogensinde spille en eneste kamp. Så var der mærkværdigheder som Christian Negouai, der i sin debut scorede mål med hånden, og tre dage efter blev udvist i en Liga cup kamp. Og så blev han langtids-skadet. Helt igennem en bizar City-karriere.

Angriberen Jon Macken blev også købt meget dyrt ind fra Preston (£ 5 mill), men det stod hurtigt klart, at den unge angriber ikke havde niveauet til Premier League. Keegan hentede også selveste Steve McManaman i Real Madrid på en fri transfer, hvilket betød, at den tidligere Liverpool anfører kom på en enorm høj løn. Aldrig har jeg dog set så afdanket og ligegyldig spiller i en lyseblå trøje. Han var der kun for pengene - og blev døbt Steve McMoneyman!

Så var der danske Mikkel Bischoff, der blev hentet i AB for en pæn sum penge. Mikkel spillede en kamp for City. Det skal dog her siges, at det var skader der først og fremmest ødelagde det for ham. Niveauet nåede vi aldrig at fået et indtryk af. Virkelig en skam.

Eastlands Opforelse I

Eastlands (Etihad) under opførsel (2001)

Træden vande - og Thaksins rædselsregime - morgenluft (2005-2008)

Efter Keegans afgang stod investorerne ikke ligefrem i kø længere. Alligevel formåede City at holde sig sådan nogenlunde fri af nedrykningsfare, med Keegans assistent, Stuart Pearce som ny manager. Pearce gjorde det godt i sin første tid, men det blev tydeligere og tydeligere, at han hverken var den store taktiker eller strateg. Da Pearce samtidig heller ikke blev begavet med store transfersummer, så blev resultaterne derefter. Til sidst var det også nær gået galt.

Men City forblev dog som sagt relativt sikkert i Premier League, og Pearce afleverede i 2007 nøglerne til ingen ringere end Sven Göran Eriksson. Klubbens nye ejer, den betændte tidligere thailandske Premierminister, Thaksin Shinawatra, havde sikret sig magten i City ved at købe den tidligere chairman, John Wardles aktier.

Thaksin var i starten vild med sin svenske manager, og han havde masser af penge til indkøb. Thaksin bakkede Sven heftigt op i sommeren 2007. Der var masser af midler til nye spillere - endda fra en relativ høj hylde. Det gik også fantastisk i starten af sæson 2007/08. City slog blandt andet United med 1-0 med en ung Kasper Schmeichel i målet.

I det hele taget tog Svens City Premier League med storm i det efterår, og spillede med omkring top 5 frem til sæsonens sidste tredjedel. Men noget gik galt udenfor banen, og det gik ud over spillet.

Thaksin var som skrevet en betændt skikkelse. Han måtte leve i eksil fra hans fædreland, Thailand, hvor han ikke var ønsket, blandt andet på grund af skatteunddragelse, korruption, magtmisbrug og endda overskridelse af menneskerettigheder. 

Langt størstedelen af Shinawatras formue befandt sig i Thailand, og da regeringen i Thailand fastfrøs hans penge, havde City pludselig ikke en nikkel til at betale spillerlønninger med. Thaksin måtte låne penge af tidligere chairman John Wardle for at holde klubben kørende.

Situationen var naturligvis slet ikke holdbar. Resultaterne gik jævnt ned, og Thaksins forhold til Sven kølnede samtidig til frysepunktet. Den svenske manager har efterfølgende fortalt, at Thaksin overhovedet ikke havde forstand på fodbold, men alligevel havde travlt med at blande sig i alt.

Til sidst i sæson 2007/08 var det helt tydeligt, at Sven var en dead manager walking, det til trods for, at han havde leveret en absolut godkendt sæson, og var yderst populær både blandt spillere og supportere.Thaksin viste nu den grimme side af sig, som alle var klar over, at han besad.

Indrømmet; Thaksin Shinawatra var kortvarigt populær blandt Cityfansene, dels for at skaffe en kapacitet som Sven Göran Eriksson som manager, dels for at være villig til at hente højt profilerede spillere. Men nu opførte han sig som diktator i Manchester City, og ydmygede oven i købet en dygtig og sympatisk svensk manager, som havde gjort et godt stykke arbejde for klubben.

Det hele kulminerede med et pinligt nederlag på 1-8 (otte) i Middlesbrough i sidste spillerunde. Spillere, stab og manager var slidt op af et langt sæbeopera agtigt forløb, og for mange virkede nederlaget på Riverside som en protest fra spillerne, at de lagde sig ned på den måde. Trods det store nederlag i sidste spillerunde, sluttede City som nummer 9 i ligaen, den bedste placering siden 2003.

Det stod dog helt klart, at det ikke kun var Sven der var færdig i klubben. Thaksin havde ikke pengene til at holde den kørende, han var jagtet vildt i sit hjemland og udover det, var han også rasende blevet upopulær blandt Citys fans. Ingen tvivl om, at et nyt salg af Manchester City var uundgåeligt. Ingen havde dog kunne forestille sig, at Thaksin indirekte kom til at trække Manchester City ind i en helt ny virkelighed

Vassel United

Største oplevelse under Thaksin/Sven æraen? 2-1 sejren på Old Trafford. Den første siden 1974

2008 - overtagelsen og endnu en ny verden

Den 1. september 2008 kom det frem, at Citys nye ejere ville blive et konsortium, Abu Dhabi United Group (ADUG) , ledet af en af verdens rigeste mænd i skikkelse af Sheik Mansour, god for over 30 milliarder kroner.

Thaksin og City havde begge fået maksimalt udbytte. Thaksin fordi han solgte med fortjeneste, og City fordi de havde fået nogle velvillige og ekstremt velhavende ejere, som samtidig åbenlyst havde en interesse i at udvikle Manchester City til en topklub. Det var også mantraet fra start af.

Sheik Mansour sagde blandt andet ved ADUGs officielle overtagelse af Manchester City den 23. september 2008:

"Jeg er en langsigtet investor. Vi er her for det lange seje træk, og vil altid handle i klubbens interesse. Vi vil IKKE bygge et All Star Galactico hold, men en struktur, der kan tage Manchester City bæredygtigt og succesfuldt ind i fremtiden. Vi ved, at det vil tage tid at bygge et hold, der spiller med i top 4 og som kan spille om de europæiske titler, men det er vores ambition”.

Alligevel var det som om, at holdninger og fordomme fik lov at gå amok i fuldt flor. Fra den ene dag til den anden var Manchester City lagt for decideret had i mange fodbold-supporterkredse. Før opkøbet havde jeg i min skikkelse som Cityfan altid fået masser af respekt fra andre klubbers supportere. Mange fortalte mig, at City var deres “klub nummer 2” - og selv enkelte Manchester United fans, syntes at City var en cool klub.

Nu var flere af de selvsamme fans pludselig rasende på os. Manchester City var nu en plastik købeklub uden historie og rigtige fans. I begyndelsen brugte jeg, og mange andre Cityfans, meget tid på at forsvare og argumentere for vores klub. Men det var en ulig kamp. Fodboldfans lytter generelt ikke til fornuft og gode argumenter. Det er sjovere at bevare fordomme og fordreje sandheder, så virkeligheden passer ind i egen selvforståelse.

En gennemgang af de værste travere

I min verden er begrebet historie ikke kun at vinde titler. Hver sæson spilles der trods alt kun om tre pokaler (fire hvis man er med i Europæisk fodbold) så i sagens natur, er det meget få klubber forundt at vinde noget. Newcastle United har reelt ikke vundet noget siden F.A cuppen 1955. Er de så næsten historieløse?

Købeklub siger du? Har spillerhandler ikke altid været en kæmpestor del af topfodbold? Men det er klart, at jo flere penge der er til rådighed, jo bedre spillere kan der købes. Ja, City har købt masser af spillere, bedre spillere end flere andre klubber har kunne. Det har givet resultater, og i dag er City en overskudsforretning, og ejerne kan nu, hvis de ønsker det, trække overskud ud af klubben. De store investeringer har båret frugt.

Det der med, at størstedelen af Citys fanbase skulle være plastikfans , har jeg intet til overs for. Det er simpelthen en lodret løgn. Selvfølgelig kommer der nye fans til i disse år. City spiller god fodbold - og vinder. Er man en plastikfan, hvis man begynder at holde med en klub i en opgangstid? Fik Manchester United ikke nye supportere, da Fergusons United ryddede pokalbordene i 1990’erne?

Manchester City har i stort set hele sin historie, strækkende tilbage til 1894, været en klub med en stor og meget loyal fanbase. I 1934 dukkede der næsten 85.000 tilskuere op til en kvartfinale i F.A cuppen imod Stoke. Det er stadig den dag i dag engelsk tilskuerrekord for en kamp spillet udenfor London.

Da City spillede for mesterskabet tilbage i 1968, havde de 20.000 tilskuere med sig til den afgørende kamp i Newcastle. Og det var i 1968. Jeg synes, at Citys sæson på niveau tre, beskrevet længere oppe i denne nærmest epistel siger alt: 28.166 tilskuere var der i snit til hjemmekampe imod småklubber Northampton, Macclesfield, Lincoln og hvad de ellers hed.

City - i dag

Mit indtryk er at mange fodboldfans i dag knap 10 år efter overtagelsen af ADUG, har vænnet sig til Manchester Citys tilstedeværelse i toppen. Specielt med det fantastiske fodbold som City har spillet i 2017/18 er det svært for vores haters at sådan rigtig hidse sig op over os.

Men vi skal stadig ofte høre på hånlige kommentarer som for eksempel Emptyhad, no history, medløberi og lign. Nuvel - jeg synes stadig, at det er irriterende at høre på, men jeg har for længst indset, at det jo faktisk er synd for dem, som kommer med de udbrud. Det er jo i virkeligheden dem, der er ganske historieløse, håbløst misundelige og ganske uvidende.

Selv nyder jeg denne succes som min klub igennem det meste af mit liv, nu gennemlever. Ikke i mine vildeste drømme havde jeg kunne forestille mig dette.

En gang sad vi en sen nattetime på en hotelbar i Manchester efter en 0-0 kamp imod Northampton og talte om, at City nok skulle spille i Champions League en skønne dag. Så blev der stille omkring bordet i et sekund - og så skreg vi af grin. Det var helt urealistisk.Troede vi.

Det var en anden tid, lige nu gennemlever vi en vildt fantastisk periode i Citys historie, Og vi nyder det. Men jeg ved, at der vil komme mørke dage igen. For fodbold er ligesom livet. Der er gode tider, og der er svære tider. De gode tider kan meget bedre mærkes, når man som os har været igennem lortet. Det kan jeg i sandhed sige, at vi Cityfans har været.

Vejen er alt - målet ingenting.

City Till I Die!

Del indlæg:
Thomas Ottosen Jr.

Manchester City - klubben uden historie og de tomme sæder [DEL 1]

Dette er et gæsteindlæg som er skrevet af Morten Olesen, formand for danske cityfans og redaktør på Cityfans.dk

Hej. Jeg hedder Morten Olesen, og jeg er formand og kontaktperson for den danske gren af den Skandinaviske Supporterklub for Manchester City. Det har jeg været siden år 2000, et år hvor City efter en rejse ned i det engelske division-system, endelig var stabiliseret og tilbage i den bedste engelske række.

Der ventede dog stadig en del bump på vejen inden inden Manchester City blev til den klub, som vi i dag (2018) kender som en af de mest dominerende klubber i en stadig mere og mere kommerciel og global Premier League. Faktisk så måtte City igen forlade den bedste engelske liga igen i 2001 - blot et år efter oprykningen. Den nedrykning - den tredje inden for blot fem år - fik Citys ledelse til at indse, at der måtte handles, hvis klubben igen skulle bide sig fast blandt de bedste klubber.

Her min fortælling om de turbulente år, som Manchester City gik igennem inden de blev opkøbt af de ejere, som de har i dag. Det er beretning som jeg håber, at I vil finde interessant, og måske kan give jer et nyt syn på den klub, som jeg har været fan af i det meste af mit liv.

Forhistorien

Så sent som i sæsonerne 1990/91 og 1991/92 var City sluttet som nummer 5 i den bedste engelske række. Men et miks af dårlig management, interne magtkampe og sort uheld i årene der fulgte, sendte de lyseblå ud i en historisk deroute, som nemt kunne være endt med, at det Manchester City, som mere eller mindre altid havde eksisteret som "storklub" siden stiftelsen i 1894, kunne være blevet reduceret og dømt til et evigt liv som sekundaklub.

I 1996 rykkede City på komisk vis ud af Premier League. Fejlinformeret i de sidste minutter i den sidste spillerunde trak de lyseblå tiden ved stillingen 2-2 imod Liverpool. City-spillerne var i den tro, at uafgjort var nok til at redde livet. Det var det ikke. En sejr var påkrævet, så det virkede tragikomisk at se City i slutminutterne trække ud til hjørneflag, trille bolden rundt, og i det hele taget bare tro, at alt var som det skulle være.

Scor odds 10.0 på en sejr til Danmark over Australien!

Det var det ikke. Datidens to nedryknings-flugtkonger, som City jagtede, Coventry og Southampton, fik begge point, og det betød, at City skulle have vundet deres kamp imod Liverpool, der forøvrigt blev nummer 3 det år.

Nedrykningen gjorde ondt. Men det blev værre. For to år efter - i 1998 - rykkede City sensationelt ud af den næstbedste række, efter et manager-kaos af en anden verden. Alan Ball, der var manager for City da de rykkede ud af Premier League, sagde op få kampe inde i den nye turnering i 1996/97. Ingen ville overtage jobbet, og da City endelig fandt en ny chef i Steve Coppell, sagde han op efter bare 33 dage. Coppell kunne ikke håndtere presset, og sagde op for sit helbreds skyld.

City fik dog endelig ved juletid ansat en permanent manager i skikkelse af Frank Clark. Han fik City op i tabellen, og fri af en ellers truende nedrykningskamp. City sluttede som en skuffende nummer 14.

Alligevel var City i den næste sæson (1997/98) bookmakernes favoritter til at vinde den daværende 1. division (Championship i dag red.), men det gik lige modsat. Frank Clarks spidskompetence var ikke indkøb. Det stod helt klart. Clark signede den ene ringe spiller efter den anden, hvilket svækkede holdet i en grad, så de ikke var bedre end bunden af Championship, hvor de lyseblå også befandt sig det meste af den sæson.

Mest lysende klart af de dårlige indkøb står den daværende rekord-signing, Lee Bradbury, der blev hentet i Portsmouth for omkring £ 3 mill. Han var langt fra en topangriber. Han scorede blot 6 mål for City i denne rædsel-sæson. Ikke mange for en spids. Efterfølgende blev han ironisk døbt Lee Badbuy.

Lee Bradbury Stb

Paul Walsh fik nok ikke en karriere som scout!

Clark blev fyret i februar, efter et 0-1 hjemmenederlag til lille bitte Bury. Et nederlag der sved ekstra meget på Cityfansenes selvforståelse. Bury er en lille klub uden for Manchester, der på en god dag kan samle 5.000 tilskuere på deres beskedne stadion, Gigg Lane. En lilleput i engelsk liga-fodbold. Jeg erindrer, at en fan i frustration i kampens døende minutter løb ind på banen, hvor han demonstrativt rev sit sæsonkort itu. Nok var nok. Clark var fortid.

Nyheden om Frank Clarks fyring sivede ud inden hovedpersonen selv var blevet den overbragt. Clark hørte om sin forestående fyring i radioen på vej til arbejde!

En gammel klublegende i form af Joe Royle, en del af Citys succeshold i 1970’erne, blev ny manager. Han fik til opgave at stabilisere skibet og rydde op i de over 50 spillere, som City havde kontrakt med. Samtidig overtog David Bernstein formands-rollen efter Francis Lee, som havde kørt klubben helt ud på et sidespor i sine ganske få år som formand. Men det var desværre lige en postgang for sent.

City rykkede ned i sidste spillerunde. En ellers flot sejr på 5-2 i Stoke var ikke nok til redning, da resultater andre steder ikke flaskede sig. En følelsesmæssig hård dag, som altid vil stå meget klart for mig. Jeg tror, at det var der, at jeg for alvor blev Cityfan. Nedrykningen var så skelsættende en begivenhed. Her kunne man nemt vælge at forlade skibet, men langt de fleste jeg kender i fanmiljøet omkring klubben, benyttede lejligheden til at blive endnu mere dedikerede. Noget der strider lodret imod dagens beskyldninger om, at Cityfans er medløbere og lign.

1998/99 - En ny og grum verden

Nå, men for første gang i klubbens historie befandt den sig udenfor Englands to bedste divisioner. En ny og ret grum verden åbnede sig. Lokalopgørene var nu imod Macclesfield og ikke Manchester United, og på alle udebaner blev City mødt af udsolgte faldefærdige stadions, hvor alle kom for at se City fejle. 

“ Shitty City - Shitty City” var også dengang det mest opfindsomme modstandernes supportere kunne komme op med. Det var ofte decideret fjendtligt, og til tider nærmest ubehageligt.

Læs også: VM-optakt: Danmark - Australien

Hjemme på Maine Road kom modstanderne mest for at spille på 0-0. For mange af spillerne var det et karriere højdepunkt bare at få lov at spille på Maine Road, som trods Citys deroute stadig var særdeles velbesøgt. Tilskuer-gennemsnittet for Citys hjemmekampe i den sæson var på over 28.000!

Det var naturligvis svært for Manchester City at vænne sig til den barske virkelighed i divisionen. Samtidig var presset også stort. Alle forventede, at City ville rykke op. Det skulle de også ende med at gøre, men det blev dramatisk og absolut ikke problemfrit.

Ved juletid havde City underpræsteret igennem den første halvdel af sæsonen. Efter et nederlag til York lå de blot nummer 11. Direkte oprykning så efterhånden svært ud, men City fandt endelig formen, da de sidst i december hentede en ufortjent sejr i Wrexham. City spillede rædselsfuldt, men vandt alligevel 2-1. Den sejr blev katalysator til til en yderst succesfuld anden sæson-halvdel.

City ramte nu endelig en stabilt god form, men det var "too little too late". De måtte nøjes med 3. pladsen, og skulle nu ud i de nervepirrende play offs. I semifinalerne slog City Wigan ud med sammenlagt 2-1. Det var to meget høj-intense opgør, og med 1-1 i Wigan, var 1-0 sejren hjemme på Maine Road nok til at gå til finalen. 

En kamp til historiebøgerne

I play off-finalen ventede nu Gillingham på det gamle Wembley, med "The Twin Towers". City var i de fleste øjne favoritter til at vinde, da de måneden før havde slået “The Gills” med 2-0, endda på deres bane. Men det blev så langt fra en ekspeditionssag. 

Denne kamp, den vigtigste i Manchester Citys historie, er gået over i historien som noget af det vanvittigste og vildeste. Bestemt ikke fordi det var en god kamp. Det var egentlig en ganske tam affære, med to fastlåste hold, der for enhver pris ikke ville tabe. City prøvede mest, og var også det bedste hold på dagen.

Men alligevel var det City, som med få minutter tilbage, kom bagud. Mange tanker røg igennem hovederne på os Cityfans i de minutter. Mest, at vi ikke kunne overskue en ny sæson med ture til Wycombe, Scunthorpe Chesterfield og hvad de ellers hed.

Men det blev værre endnu. Gillingham fordoblede få øjeblikke efter deres føring - og med bare fem minutter tilbage sank vi helt samm en. 0-2. Det kom City ikke tilbage fra. Det var sikkert.

Gillingham spillerne grinede og high fivede allerede hinanden, og følte sig tydeligvis meget sikre på, at oprykningen var hjemme. Deres manager, Tony Pulis, besluttede sig for at hive begge sine angribere ud, og erstatte dem med defensive kræfter. Den her skulle forsvares hjem i de sidste minutter. Men det viste sig at være en gedigen fejl fra den normalt drevne Pulis. Hvad der skete nu, er gået over i City folklore.

I kampens sidste ordinære minut reducerede Kevin Horlock til 1-2, hvilket de fleste af os blot anså for et trøstmål. Selv tænkte jeg, at "i det mindste fik vi set City score på Wembley". Men da der et øjeblik efter reduceringen blev fremvist et skilt med 5 tillægsminutter, blev et lille håb tændt, og City kastede nu alt frem. 

De pumpede den ene lange bold op af banen efter den anden, uden at der kom nogle nævneværdige chancer ud af det - men da uret stod på 94.11 kom udligningen sgu alligevel!

Paul Dickov udødeliggjorde sig selv i City, da skotten udnyttede en lidt tilfældigt opstået chance. En lang bold, blev headet videre og ender ved Shaun Goater, der selv forsøger at skyde, men han bliver tacklet i skudøjeblikket, men til alt held ryger bolden videre ind i Gill’s felt, hvor Dickov står fri. Dickov hamrer herefter i et ægte last gasp forsøg bolden ind under overliggeren - 2-2!

De vildeste scener udspillede sig nu. Det var ikke til at tro, hvad vi lige havde overværet - også bare få dage efter, at Manchester United havde gjort noget lignende i Champions League-finalen imod Bayern. (Vendt 0-1 til 2-1 i overtiden red.)

Jeg bliver stadig berørt, når jeg ser det klip, hvor Dickov redder os. Og jeg har set det 1000 gange. Eller mere.

Gillingham spillerne var grædefærdige, og kunne slet ikke forstå, at de havde smidt det hele væk på så kort tid, Og nu havde de lige svækket deres offensiv i sådan en grad, at det var svært at se dem score i den forlængede spilletid, der nu ventede. 

Det gjorde de heller ikke. Men City var heller ikke i stand til at finde nettet, og kampen gik nu i straffesparkskonkurrence.

Her blev humøret en afgørende faktor. Gillingham var tydeligt stadig i en form for chok over Citys come back, for de misbrugte hele tre spark. City var derimod sikre på tre af deres fire forsøg. Helten fra før, Paul Dickov misbrugte dog sit på bizar vis. Hans skud ramte indersiden af stolpen, hvorpå bolden rikochetterede langs målstregen, og over på den anden stolpes inderside - og ud igen.

Men da Gills’ Guy Butters fik sit forsøg reddet af Citys blot 20 år gamle keeper, Nicky Weaver, var det slut. City var klar til den næstbedste række. En vanvittig måde at rykke op på. Fra helvede til himlen på en eftermiddag. Men jeg ville ikke bytte oplevelsen for noget i dag. Aldrig. Der var for øvrigt 77.000 tilskuere til den League One play off-finale. Syv og halvfjerds tusinde!

Wembley 1999

Den dansk/norske delegation på Wembley Way 1999

1999/2000: Konsolidering. Eller noget.

Året efter - i 2000 - handlede det om konsolidering i den næstbedste række. Det var vi fans enige om. City var rykket op med lodder og trisser, så vi var lidt bange for, at de kunne komme i fedtefadet igen. Men Joe Royle havde på kløgt og snilde fået sammensat et hold med en fantastisk spirit, og med ganske få indkøb inden sæsonen, formåede Joe at bevare en god ånd i truppen.

Læs også: Yaya Touré - En Legende Takker Af

Humøret og optimismen var høj, og holdet leverede flot igennem hele efteråret - og pludselig var City blandt favoritterne til at rykke op i Premier League. De lå godt til i tabellen - og spillede endda god fodbold. Og endte også med at rykke op, men igen skulle vi fans trækkes igennem en vanvittig sidste spilledag, hvor City efter at være spillet ud af banen på Ewood Park i Blackburn i hele 1. halvleg, burde have været bagud med langt mere end de 0-1, som tilfældet var.

Blackburn, som intet havde at spille for, var her der og alle vegne, og havde ramt træværket 3-4 gange inden det gik galt for City, der skulle have mindst et point med hjem for at sikre sig den direkte oprykning, og undgå endnu et play off mareridt.

I begyndelse af anden halvleg fortsatte billedet i samme stil, men City fik dog efterhånden lidt mere styr på hjemmeholdet. Men det var alligevel ud af ingenting, at udligningen kom, vel nærmest på den første City-chance. Shaun Goater stod for enden af et giftigt Horlock indlæg, og manden fra Bermuda sendte fra klods hold bolden op i nettaget. Herefter faldt Blackburn helt sammen, og det hele endte med en gedigen 4-1 sejr til City, hvilket var ret mærkeligt efter en 1. omgang, hvor de var blevet spillet ud af banen.

Jeg vil heller aldrig glemme den oplevelse. En rigtig solbeskinnet varm majdag, hvor Ewood Park nærmest var besat af Cityfans, Selv udenfor stadion kunne man se og høre de Cityfans, som ikke havde fået billet til kampen, men som alligevel var mødt op i håbet om endnu en oprykning. Og den fik de. Det var en vild fest.

Det var svært at se hvordan Joe Royles hold skulle klare sig i Premier League, men det var ikke en bekymring, som vi havde den aften. Vi var tilbage hvor vi hørte til.

2000/2001 - Kortvarigt tilbage blandt de bedste

Tilbagekomsten til Premier League i sæsonen 2000/01 blev ikke den succes, som vi havde håbet på. Holdet fik ellers en udmærket start på sæsonen, og lå midt i rækken efter 10 spillerunder. Herfra gik det jævnt nedad, og som tiden skred frem, blev det tydeligt, at City slet ikke var gode nok til at klare sig blandt de bedste.

Arsenal skilte City ad med samlet 9-0. Det fortalte lidt om Citys niveau. Blot 8 sejre blev det til i sæsonens 38 ligaopgør, og i næstsidste spillerunde blev det en kendsgerning, at City måtte retur til den næstbedste række.

Som konsekvens blev manager Joe Royle fyret. Det var mange fans utilfredse med. I vores optik burde han have haft mere snor, efter at have trukket City ud af den 3. bedste række og stabiliseret klubben igen. Set retroperspektivt må jeg indrømme, at jeg i dag godt kan se, at det var en rigtig beslutning.

Joe Royle var en god brandslukker, og hans form for fodbold var effektiv i de sekundære rækker. Han havde siden krisen i 1998 bygget et hold op, hvor holdånd, fight og aldrig giv op attitude, var kernedyder. 

Royle var godt klar over, at dette dobbelt-oprykkerhold ikke ville holde niveau til Premier League, så han var nødt til at skille Wembley 1999 holdet ad.

Hele 6 spillere fra Wembley triumfen blev solgt eller lånt ud i come back sæsonen til Premier League. De blev desværre erstattet af spillere, som ikke ligefrem pegede fremad. Specielt indkøbene af Alf Inge Haaland og Steve Howey var ikke ligefrem noget der skreg på visioner. Wanchope var en god signing, men Royle havde glemt at tage højde for costa ricanerens skadeshistorik, som også kom til at spille en stor rolle i Wanchopes City karriere.

Jeg vil ikke klandre Royle for George Weah indkøbet. Det var sandsynligvis ikke hans ide, at få Weah i truppen, men bestyrelsens øjnede en mulighed for Weah, der netop var stoppet i Chelsea, og gik bag om ryggen på deres manager. Det var sandsynligvis derfor, at Royle ikke brugte Weah ret meget, og at den tidligere Ballon d’ Or vinder skred fra sin kontrakt allerede i oktober.

Det var tydeligt, at i en mere og mere moderne konkurrencepræget og teknisk engelsk topliga, var Joe Royle en dinosaur. Han var ikke den rigtige manager, hvis City på sigt ville have succes på øverste niveau. Royle havde stabiliseret og reddet Manchester City F.C på gravens rand, men nu var det på tide, at finde en, som kunne tage klubben det næste skridt videre. Og det var ikke Onkel Joe. Alting godt får en ende. Men jeg elsker stadig Joe Royle i dag.

Tomte Royle Ego

Norske Ove Tømte, The one and only Joe Royle og artikelforfatteren marts 1999

Klik her for at læse 2. del af Morten Olesens erindringer om tiden som Manchester City-fan.

Del indlæg: