Manchester City - klubben uden historie og de tomme sæder [DEL 1]

Dette er et gæsteindlæg som er skrevet af Morten Olesen, formand for danske cityfans og redaktør på Cityfans.dk

Hej. Jeg hedder Morten Olesen, og jeg er formand og kontaktperson for den danske gren af den Skandinaviske Supporterklub for Manchester City. Det har jeg været siden år 2000, et år hvor City efter en rejse ned i det engelske division-system, endelig var stabiliseret og tilbage i den bedste engelske række.

Der ventede dog stadig en del bump på vejen inden inden Manchester City blev til den klub, som vi i dag (2018) kender som en af de mest dominerende klubber i en stadig mere og mere kommerciel og global Premier League. Faktisk så måtte City igen forlade den bedste engelske liga igen i 2001 - blot et år efter oprykningen. Den nedrykning - den tredje inden for blot fem år - fik Citys ledelse til at indse, at der måtte handles, hvis klubben igen skulle bide sig fast blandt de bedste klubber.

Her min fortælling om de turbulente år, som Manchester City gik igennem inden de blev opkøbt af de ejere, som de har i dag. Det er beretning som jeg håber, at I vil finde interessant, og måske kan give jer et nyt syn på den klub, som jeg har været fan af i det meste af mit liv.

Forhistorien

Så sent som i sæsonerne 1990/91 og 1991/92 var City sluttet som nummer 5 i den bedste engelske række. Men et miks af dårlig management, interne magtkampe og sort uheld i årene der fulgte, sendte de lyseblå ud i en historisk deroute, som nemt kunne være endt med, at det Manchester City, som mere eller mindre altid havde eksisteret som "storklub" siden stiftelsen i 1894, kunne være blevet reduceret og dømt til et evigt liv som sekundaklub.

I 1996 rykkede City på komisk vis ud af Premier League. Fejlinformeret i de sidste minutter i den sidste spillerunde trak de lyseblå tiden ved stillingen 2-2 imod Liverpool. City-spillerne var i den tro, at uafgjort var nok til at redde livet. Det var det ikke. En sejr var påkrævet, så det virkede tragikomisk at se City i slutminutterne trække ud til hjørneflag, trille bolden rundt, og i det hele taget bare tro, at alt var som det skulle være.

Scor odds 10.0 på en sejr til Danmark over Australien!

Det var det ikke. Datidens to nedryknings-flugtkonger, som City jagtede, Coventry og Southampton, fik begge point, og det betød, at City skulle have vundet deres kamp imod Liverpool, der forøvrigt blev nummer 3 det år.

Nedrykningen gjorde ondt. Men det blev værre. For to år efter - i 1998 - rykkede City sensationelt ud af den næstbedste række, efter et manager-kaos af en anden verden. Alan Ball, der var manager for City da de rykkede ud af Premier League, sagde op få kampe inde i den nye turnering i 1996/97. Ingen ville overtage jobbet, og da City endelig fandt en ny chef i Steve Coppell, sagde han op efter bare 33 dage. Coppell kunne ikke håndtere presset, og sagde op for sit helbreds skyld.

City fik dog endelig ved juletid ansat en permanent manager i skikkelse af Frank Clark. Han fik City op i tabellen, og fri af en ellers truende nedrykningskamp. City sluttede som en skuffende nummer 14.

Alligevel var City i den næste sæson (1997/98) bookmakernes favoritter til at vinde den daværende 1. division (Championship i dag red.), men det gik lige modsat. Frank Clarks spidskompetence var ikke indkøb. Det stod helt klart. Clark signede den ene ringe spiller efter den anden, hvilket svækkede holdet i en grad, så de ikke var bedre end bunden af Championship, hvor de lyseblå også befandt sig det meste af den sæson.

Mest lysende klart af de dårlige indkøb står den daværende rekord-signing, Lee Bradbury, der blev hentet i Portsmouth for omkring £ 3 mill. Han var langt fra en topangriber. Han scorede blot 6 mål for City i denne rædsel-sæson. Ikke mange for en spids. Efterfølgende blev han ironisk døbt Lee Badbuy.

Lee Bradbury Stb

Paul Walsh fik nok ikke en karriere som scout!

Clark blev fyret i februar, efter et 0-1 hjemmenederlag til lille bitte Bury. Et nederlag der sved ekstra meget på Cityfansenes selvforståelse. Bury er en lille klub uden for Manchester, der på en god dag kan samle 5.000 tilskuere på deres beskedne stadion, Gigg Lane. En lilleput i engelsk liga-fodbold. Jeg erindrer, at en fan i frustration i kampens døende minutter løb ind på banen, hvor han demonstrativt rev sit sæsonkort itu. Nok var nok. Clark var fortid.

Nyheden om Frank Clarks fyring sivede ud inden hovedpersonen selv var blevet den overbragt. Clark hørte om sin forestående fyring i radioen på vej til arbejde!

En gammel klublegende i form af Joe Royle, en del af Citys succeshold i 1970’erne, blev ny manager. Han fik til opgave at stabilisere skibet og rydde op i de over 50 spillere, som City havde kontrakt med. Samtidig overtog David Bernstein formands-rollen efter Francis Lee, som havde kørt klubben helt ud på et sidespor i sine ganske få år som formand. Men det var desværre lige en postgang for sent.

City rykkede ned i sidste spillerunde. En ellers flot sejr på 5-2 i Stoke var ikke nok til redning, da resultater andre steder ikke flaskede sig. En følelsesmæssig hård dag, som altid vil stå meget klart for mig. Jeg tror, at det var der, at jeg for alvor blev Cityfan. Nedrykningen var så skelsættende en begivenhed. Her kunne man nemt vælge at forlade skibet, men langt de fleste jeg kender i fanmiljøet omkring klubben, benyttede lejligheden til at blive endnu mere dedikerede. Noget der strider lodret imod dagens beskyldninger om, at Cityfans er medløbere og lign.

1998/99 - En ny og grum verden

Nå, men for første gang i klubbens historie befandt den sig udenfor Englands to bedste divisioner. En ny og ret grum verden åbnede sig. Lokalopgørene var nu imod Macclesfield og ikke Manchester United, og på alle udebaner blev City mødt af udsolgte faldefærdige stadions, hvor alle kom for at se City fejle. 

“ Shitty City - Shitty City” var også dengang det mest opfindsomme modstandernes supportere kunne komme op med. Det var ofte decideret fjendtligt, og til tider nærmest ubehageligt.

Læs også: VM-optakt: Danmark - Australien

Hjemme på Maine Road kom modstanderne mest for at spille på 0-0. For mange af spillerne var det et karriere højdepunkt bare at få lov at spille på Maine Road, som trods Citys deroute stadig var særdeles velbesøgt. Tilskuer-gennemsnittet for Citys hjemmekampe i den sæson var på over 28.000!

Det var naturligvis svært for Manchester City at vænne sig til den barske virkelighed i divisionen. Samtidig var presset også stort. Alle forventede, at City ville rykke op. Det skulle de også ende med at gøre, men det blev dramatisk og absolut ikke problemfrit.

Ved juletid havde City underpræsteret igennem den første halvdel af sæsonen. Efter et nederlag til York lå de blot nummer 11. Direkte oprykning så efterhånden svært ud, men City fandt endelig formen, da de sidst i december hentede en ufortjent sejr i Wrexham. City spillede rædselsfuldt, men vandt alligevel 2-1. Den sejr blev katalysator til til en yderst succesfuld anden sæson-halvdel.

City ramte nu endelig en stabilt god form, men det var "too little too late". De måtte nøjes med 3. pladsen, og skulle nu ud i de nervepirrende play offs. I semifinalerne slog City Wigan ud med sammenlagt 2-1. Det var to meget høj-intense opgør, og med 1-1 i Wigan, var 1-0 sejren hjemme på Maine Road nok til at gå til finalen. 

En kamp til historiebøgerne

I play off-finalen ventede nu Gillingham på det gamle Wembley, med "The Twin Towers". City var i de fleste øjne favoritter til at vinde, da de måneden før havde slået “The Gills” med 2-0, endda på deres bane. Men det blev så langt fra en ekspeditionssag. 

Denne kamp, den vigtigste i Manchester Citys historie, er gået over i historien som noget af det vanvittigste og vildeste. Bestemt ikke fordi det var en god kamp. Det var egentlig en ganske tam affære, med to fastlåste hold, der for enhver pris ikke ville tabe. City prøvede mest, og var også det bedste hold på dagen.

Men alligevel var det City, som med få minutter tilbage, kom bagud. Mange tanker røg igennem hovederne på os Cityfans i de minutter. Mest, at vi ikke kunne overskue en ny sæson med ture til Wycombe, Scunthorpe Chesterfield og hvad de ellers hed.

Men det blev værre endnu. Gillingham fordoblede få øjeblikke efter deres føring - og med bare fem minutter tilbage sank vi helt samm en. 0-2. Det kom City ikke tilbage fra. Det var sikkert.

Gillingham spillerne grinede og high fivede allerede hinanden, og følte sig tydeligvis meget sikre på, at oprykningen var hjemme. Deres manager, Tony Pulis, besluttede sig for at hive begge sine angribere ud, og erstatte dem med defensive kræfter. Den her skulle forsvares hjem i de sidste minutter. Men det viste sig at være en gedigen fejl fra den normalt drevne Pulis. Hvad der skete nu, er gået over i City folklore.

I kampens sidste ordinære minut reducerede Kevin Horlock til 1-2, hvilket de fleste af os blot anså for et trøstmål. Selv tænkte jeg, at "i det mindste fik vi set City score på Wembley". Men da der et øjeblik efter reduceringen blev fremvist et skilt med 5 tillægsminutter, blev et lille håb tændt, og City kastede nu alt frem. 

De pumpede den ene lange bold op af banen efter den anden, uden at der kom nogle nævneværdige chancer ud af det - men da uret stod på 94.11 kom udligningen sgu alligevel!

Paul Dickov udødeliggjorde sig selv i City, da skotten udnyttede en lidt tilfældigt opstået chance. En lang bold, blev headet videre og ender ved Shaun Goater, der selv forsøger at skyde, men han bliver tacklet i skudøjeblikket, men til alt held ryger bolden videre ind i Gill’s felt, hvor Dickov står fri. Dickov hamrer herefter i et ægte last gasp forsøg bolden ind under overliggeren - 2-2!

De vildeste scener udspillede sig nu. Det var ikke til at tro, hvad vi lige havde overværet - også bare få dage efter, at Manchester United havde gjort noget lignende i Champions League-finalen imod Bayern. (Vendt 0-1 til 2-1 i overtiden red.)

Jeg bliver stadig berørt, når jeg ser det klip, hvor Dickov redder os. Og jeg har set det 1000 gange. Eller mere.

Gillingham spillerne var grædefærdige, og kunne slet ikke forstå, at de havde smidt det hele væk på så kort tid, Og nu havde de lige svækket deres offensiv i sådan en grad, at det var svært at se dem score i den forlængede spilletid, der nu ventede. 

Det gjorde de heller ikke. Men City var heller ikke i stand til at finde nettet, og kampen gik nu i straffesparkskonkurrence.

Her blev humøret en afgørende faktor. Gillingham var tydeligt stadig i en form for chok over Citys come back, for de misbrugte hele tre spark. City var derimod sikre på tre af deres fire forsøg. Helten fra før, Paul Dickov misbrugte dog sit på bizar vis. Hans skud ramte indersiden af stolpen, hvorpå bolden rikochetterede langs målstregen, og over på den anden stolpes inderside - og ud igen.

Men da Gills’ Guy Butters fik sit forsøg reddet af Citys blot 20 år gamle keeper, Nicky Weaver, var det slut. City var klar til den næstbedste række. En vanvittig måde at rykke op på. Fra helvede til himlen på en eftermiddag. Men jeg ville ikke bytte oplevelsen for noget i dag. Aldrig. Der var for øvrigt 77.000 tilskuere til den League One play off-finale. Syv og halvfjerds tusinde!

Wembley 1999

Den dansk/norske delegation på Wembley Way 1999

1999/2000: Konsolidering. Eller noget.

Året efter - i 2000 - handlede det om konsolidering i den næstbedste række. Det var vi fans enige om. City var rykket op med lodder og trisser, så vi var lidt bange for, at de kunne komme i fedtefadet igen. Men Joe Royle havde på kløgt og snilde fået sammensat et hold med en fantastisk spirit, og med ganske få indkøb inden sæsonen, formåede Joe at bevare en god ånd i truppen.

Læs også: Yaya Touré - En Legende Takker Af

Humøret og optimismen var høj, og holdet leverede flot igennem hele efteråret - og pludselig var City blandt favoritterne til at rykke op i Premier League. De lå godt til i tabellen - og spillede endda god fodbold. Og endte også med at rykke op, men igen skulle vi fans trækkes igennem en vanvittig sidste spilledag, hvor City efter at være spillet ud af banen på Ewood Park i Blackburn i hele 1. halvleg, burde have været bagud med langt mere end de 0-1, som tilfældet var.

Blackburn, som intet havde at spille for, var her der og alle vegne, og havde ramt træværket 3-4 gange inden det gik galt for City, der skulle have mindst et point med hjem for at sikre sig den direkte oprykning, og undgå endnu et play off mareridt.

I begyndelse af anden halvleg fortsatte billedet i samme stil, men City fik dog efterhånden lidt mere styr på hjemmeholdet. Men det var alligevel ud af ingenting, at udligningen kom, vel nærmest på den første City-chance. Shaun Goater stod for enden af et giftigt Horlock indlæg, og manden fra Bermuda sendte fra klods hold bolden op i nettaget. Herefter faldt Blackburn helt sammen, og det hele endte med en gedigen 4-1 sejr til City, hvilket var ret mærkeligt efter en 1. omgang, hvor de var blevet spillet ud af banen.

Jeg vil heller aldrig glemme den oplevelse. En rigtig solbeskinnet varm majdag, hvor Ewood Park nærmest var besat af Cityfans, Selv udenfor stadion kunne man se og høre de Cityfans, som ikke havde fået billet til kampen, men som alligevel var mødt op i håbet om endnu en oprykning. Og den fik de. Det var en vild fest.

Det var svært at se hvordan Joe Royles hold skulle klare sig i Premier League, men det var ikke en bekymring, som vi havde den aften. Vi var tilbage hvor vi hørte til.

2000/2001 - Kortvarigt tilbage blandt de bedste

Tilbagekomsten til Premier League i sæsonen 2000/01 blev ikke den succes, som vi havde håbet på. Holdet fik ellers en udmærket start på sæsonen, og lå midt i rækken efter 10 spillerunder. Herfra gik det jævnt nedad, og som tiden skred frem, blev det tydeligt, at City slet ikke var gode nok til at klare sig blandt de bedste.

Arsenal skilte City ad med samlet 9-0. Det fortalte lidt om Citys niveau. Blot 8 sejre blev det til i sæsonens 38 ligaopgør, og i næstsidste spillerunde blev det en kendsgerning, at City måtte retur til den næstbedste række.

Som konsekvens blev manager Joe Royle fyret. Det var mange fans utilfredse med. I vores optik burde han have haft mere snor, efter at have trukket City ud af den 3. bedste række og stabiliseret klubben igen. Set retroperspektivt må jeg indrømme, at jeg i dag godt kan se, at det var en rigtig beslutning.

Joe Royle var en god brandslukker, og hans form for fodbold var effektiv i de sekundære rækker. Han havde siden krisen i 1998 bygget et hold op, hvor holdånd, fight og aldrig giv op attitude, var kernedyder. 

Royle var godt klar over, at dette dobbelt-oprykkerhold ikke ville holde niveau til Premier League, så han var nødt til at skille Wembley 1999 holdet ad.

Hele 6 spillere fra Wembley triumfen blev solgt eller lånt ud i come back sæsonen til Premier League. De blev desværre erstattet af spillere, som ikke ligefrem pegede fremad. Specielt indkøbene af Alf Inge Haaland og Steve Howey var ikke ligefrem noget der skreg på visioner. Wanchope var en god signing, men Royle havde glemt at tage højde for costa ricanerens skadeshistorik, som også kom til at spille en stor rolle i Wanchopes City karriere.

Jeg vil ikke klandre Royle for George Weah indkøbet. Det var sandsynligvis ikke hans ide, at få Weah i truppen, men bestyrelsens øjnede en mulighed for Weah, der netop var stoppet i Chelsea, og gik bag om ryggen på deres manager. Det var sandsynligvis derfor, at Royle ikke brugte Weah ret meget, og at den tidligere Ballon d’ Or vinder skred fra sin kontrakt allerede i oktober.

Det var tydeligt, at i en mere og mere moderne konkurrencepræget og teknisk engelsk topliga, var Joe Royle en dinosaur. Han var ikke den rigtige manager, hvis City på sigt ville have succes på øverste niveau. Royle havde stabiliseret og reddet Manchester City F.C på gravens rand, men nu var det på tide, at finde en, som kunne tage klubben det næste skridt videre. Og det var ikke Onkel Joe. Alting godt får en ende. Men jeg elsker stadig Joe Royle i dag.

Tomte Royle Ego

Norske Ove Tømte, The one and only Joe Royle og artikelforfatteren marts 1999

Klik her for at læse 2. del af Morten Olesens erindringer om tiden som Manchester City-fan.

Del indlæg:

Kommentér indlæg