Manchester City - klubben uden historie og de tomme sæder [DEL 2]

Dette er anden del af et gæsteindlæg som er skrevet af Morten Olesen, formand for danske cityfans og redaktør på Cityfans.dk

Klik her for at læse første del.

2001-2005 - Keegan-æraen

Selv om City havde været på et kort visit i Premier League, var det tydeligt, at klubben var håbløst distanceret i forhold til de største og bedste klubber. De fire sæsoner uden for Premier League havde haft den konsekvens, at City havde skulle undvære de store TV penge fra Sky, og var ude af stand til at tiltrække megastore internationale sponsorater.

I det hele taget er der en slags ude af øje - ude af sind effekt i at ikke være eksponeret i den ekstremt promoverede Premier League. Og så skal vi heller ikke glemme, at det også var i den tid, at det endnu mere kommercielle Champions League erstattede det mere beskedne og måske efterhånden lidt støvede Europa Cup for mesterhold.

Heldigvis havde City en visionær bestyrelse, som turde satse. Allerede tilbage i slut 1990’erne havde de sagt ja til at skifte hjemmebanen siden 1923 - det legendariske Maine Road - ud med det mere moderne og for den tid nærmest futuristiske City of Manchester Stadium, som ville stå færdig til fodbold-brug i 2003. En rigtig beslutning, selv om den var tung.

Maine Road var gammelt og slidt, infrastrukturen omkring det var ikke længere tidssvarende - og ikke mindst var Maine Road blevet for lille med sin kapacitet på ca 34.000. Det nye stadion, du i dag kender som Etihad (det er et rædselsfuldt navn, synes jeg) ville få en kapacitet på 48.000, og ville på alle parametre stå som et hyper-moderne stadion, der skulle tage Manchester City ind i en ny tidsalder.

År 2001 - Tiden var knap til det nye stadion skulle åbne. Tanken om at denne nye moderne arena skulle huse fodbold på anden klasse, hvis ikke man satsede endnu en gang, fik bestyrelsen til at sætte alt på et bræt. De hev en kanin op af hatten, og ansatte ingen ringere end Kevin Keegan. En absolut højprofil manager for den tid. Han var manden der skulle føre Manchester City tilbage til Premier League - og etablere dem.

Keegan var kendt som en manager, der skaffede resultater, endda med flot og underholdende fodbold, men han var bestemt også en dyr herre at have ansat, da han brugte mange penge i processen. Til trods for risikoen rungede det også af ambitioner og ikke mindst om et potentiale i Manchester City, at de overhovedet var i stand til at ansætte en manager med Keegans CV.

Keegan, en tidligere topspiller for Liverpool og Hamburg SV, havde gjort det fantastisk med Newcastle, som han nær havde gjort til Premier League vindere, og han var netop trådt tilbage som manager for det engelske landshold. Absolut et scoop af City. Keegan sagde selv til pressemødet, hvor City bekendtgjorde hans ansættelse, at han havde sagt ja til jobbet fordi City havde alle muligheder for at blive en topklub, både med en dygtig ledelse og en stor fanbase.

Investorerne elskede tiltaget og Keegan fik masser af penge til realisere projektet, og fordi det var Keegan, kunne City også lokke spillere fra en lidt højere hylde, end hvis manageren havde været Joe Royle. Projektet bar hurtigt frugt. Allerede året efter - i 2002 - var City tilbage i Premier League. Oprykningen blev sikret i suveræn stil, og med flot og positiv fodbold.

I come back sæsonen sluttede City som en flot nummer 9 i Premier League, blandt andet med et par meriterende sejre, såsom en fortjent 3-1 sejr over Manchester United, der blev mestre den sæson, samt en 2-1 gevinst på Anfield over Liverpool (City har ikke vundet der siden).

Keegan formåede nemt at holde City i PL, og han kunne i sommeren 2003 indfri forventningen om, at føre de lyseblå ind på det nye stadion som et Premier League hold. I de følgende par år etablerede han City i rækken, men en tydeligt træt og slidt Keegan slap tøjlerne i 2005. Det var job done. Han havde afleveret et stabilt Premier League hold. Men det havde kostet mange penge.

I tiden efter Keegan trådte City vande, og måtte klare sig med hvad de havde. Klub-kassen var som sagt tom efter Keegans 4 år lange spending spree . Keegan havde lavet nogle vilde indkøb, nogle gode - andre knap så gode. Berkovic, Benarbia, Anelka, Fowler, Distin samt danske Niclas Jensen står for mig tydeligst i erindringen blandt de gode investeringer.

Men der var også flere vanvittigt dårlige indkøb, som aldrig gav nogen mening. Argentineren Matias Vicente Vuoso blev købt for millioner - uden at nogensinde spille en eneste kamp. Så var der mærkværdigheder som Christian Negouai, der i sin debut scorede mål med hånden, og tre dage efter blev udvist i en Liga cup kamp. Og så blev han langtids-skadet. Helt igennem en bizar City-karriere.

Angriberen Jon Macken blev også købt meget dyrt ind fra Preston (£ 5 mill), men det stod hurtigt klart, at den unge angriber ikke havde niveauet til Premier League. Keegan hentede også selveste Steve McManaman i Real Madrid på en fri transfer, hvilket betød, at den tidligere Liverpool anfører kom på en enorm høj løn. Aldrig har jeg dog set så afdanket og ligegyldig spiller i en lyseblå trøje. Han var der kun for pengene - og blev døbt Steve McMoneyman!

Så var der danske Mikkel Bischoff, der blev hentet i AB for en pæn sum penge. Mikkel spillede en kamp for City. Det skal dog her siges, at det var skader der først og fremmest ødelagde det for ham. Niveauet nåede vi aldrig at fået et indtryk af. Virkelig en skam.

Eastlands Opforelse I

Eastlands (Etihad) under opførsel (2001)

Træden vande - og Thaksins rædselsregime - morgenluft (2005-2008)

Efter Keegans afgang stod investorerne ikke ligefrem i kø længere. Alligevel formåede City at holde sig sådan nogenlunde fri af nedrykningsfare, med Keegans assistent, Stuart Pearce som ny manager. Pearce gjorde det godt i sin første tid, men det blev tydeligere og tydeligere, at han hverken var den store taktiker eller strateg. Da Pearce samtidig heller ikke blev begavet med store transfersummer, så blev resultaterne derefter. Til sidst var det også nær gået galt.

Men City forblev dog som sagt relativt sikkert i Premier League, og Pearce afleverede i 2007 nøglerne til ingen ringere end Sven Göran Eriksson. Klubbens nye ejer, den betændte tidligere thailandske Premierminister, Thaksin Shinawatra, havde sikret sig magten i City ved at købe den tidligere chairman, John Wardles aktier.

Thaksin var i starten vild med sin svenske manager, og han havde masser af penge til indkøb. Thaksin bakkede Sven heftigt op i sommeren 2007. Der var masser af midler til nye spillere - endda fra en relativ høj hylde. Det gik også fantastisk i starten af sæson 2007/08. City slog blandt andet United med 1-0 med en ung Kasper Schmeichel i målet.

I det hele taget tog Svens City Premier League med storm i det efterår, og spillede med omkring top 5 frem til sæsonens sidste tredjedel. Men noget gik galt udenfor banen, og det gik ud over spillet.

Thaksin var som skrevet en betændt skikkelse. Han måtte leve i eksil fra hans fædreland, Thailand, hvor han ikke var ønsket, blandt andet på grund af skatteunddragelse, korruption, magtmisbrug og endda overskridelse af menneskerettigheder. 

Langt størstedelen af Shinawatras formue befandt sig i Thailand, og da regeringen i Thailand fastfrøs hans penge, havde City pludselig ikke en nikkel til at betale spillerlønninger med. Thaksin måtte låne penge af tidligere chairman John Wardle for at holde klubben kørende.

Situationen var naturligvis slet ikke holdbar. Resultaterne gik jævnt ned, og Thaksins forhold til Sven kølnede samtidig til frysepunktet. Den svenske manager har efterfølgende fortalt, at Thaksin overhovedet ikke havde forstand på fodbold, men alligevel havde travlt med at blande sig i alt.

Til sidst i sæson 2007/08 var det helt tydeligt, at Sven var en dead manager walking, det til trods for, at han havde leveret en absolut godkendt sæson, og var yderst populær både blandt spillere og supportere.Thaksin viste nu den grimme side af sig, som alle var klar over, at han besad.

Indrømmet; Thaksin Shinawatra var kortvarigt populær blandt Cityfansene, dels for at skaffe en kapacitet som Sven Göran Eriksson som manager, dels for at være villig til at hente højt profilerede spillere. Men nu opførte han sig som diktator i Manchester City, og ydmygede oven i købet en dygtig og sympatisk svensk manager, som havde gjort et godt stykke arbejde for klubben.

Det hele kulminerede med et pinligt nederlag på 1-8 (otte) i Middlesbrough i sidste spillerunde. Spillere, stab og manager var slidt op af et langt sæbeopera agtigt forløb, og for mange virkede nederlaget på Riverside som en protest fra spillerne, at de lagde sig ned på den måde. Trods det store nederlag i sidste spillerunde, sluttede City som nummer 9 i ligaen, den bedste placering siden 2003.

Det stod dog helt klart, at det ikke kun var Sven der var færdig i klubben. Thaksin havde ikke pengene til at holde den kørende, han var jagtet vildt i sit hjemland og udover det, var han også rasende blevet upopulær blandt Citys fans. Ingen tvivl om, at et nyt salg af Manchester City var uundgåeligt. Ingen havde dog kunne forestille sig, at Thaksin indirekte kom til at trække Manchester City ind i en helt ny virkelighed

Vassel United

Største oplevelse under Thaksin/Sven æraen? 2-1 sejren på Old Trafford. Den første siden 1974

2008 - overtagelsen og endnu en ny verden

Den 1. september 2008 kom det frem, at Citys nye ejere ville blive et konsortium, Abu Dhabi United Group (ADUG) , ledet af en af verdens rigeste mænd i skikkelse af Sheik Mansour, god for over 30 milliarder kroner.

Thaksin og City havde begge fået maksimalt udbytte. Thaksin fordi han solgte med fortjeneste, og City fordi de havde fået nogle velvillige og ekstremt velhavende ejere, som samtidig åbenlyst havde en interesse i at udvikle Manchester City til en topklub. Det var også mantraet fra start af.

Sheik Mansour sagde blandt andet ved ADUGs officielle overtagelse af Manchester City den 23. september 2008:

"Jeg er en langsigtet investor. Vi er her for det lange seje træk, og vil altid handle i klubbens interesse. Vi vil IKKE bygge et All Star Galactico hold, men en struktur, der kan tage Manchester City bæredygtigt og succesfuldt ind i fremtiden. Vi ved, at det vil tage tid at bygge et hold, der spiller med i top 4 og som kan spille om de europæiske titler, men det er vores ambition”.

Alligevel var det som om, at holdninger og fordomme fik lov at gå amok i fuldt flor. Fra den ene dag til den anden var Manchester City lagt for decideret had i mange fodbold-supporterkredse. Før opkøbet havde jeg i min skikkelse som Cityfan altid fået masser af respekt fra andre klubbers supportere. Mange fortalte mig, at City var deres “klub nummer 2” - og selv enkelte Manchester United fans, syntes at City var en cool klub.

Nu var flere af de selvsamme fans pludselig rasende på os. Manchester City var nu en plastik købeklub uden historie og rigtige fans. I begyndelsen brugte jeg, og mange andre Cityfans, meget tid på at forsvare og argumentere for vores klub. Men det var en ulig kamp. Fodboldfans lytter generelt ikke til fornuft og gode argumenter. Det er sjovere at bevare fordomme og fordreje sandheder, så virkeligheden passer ind i egen selvforståelse.

En gennemgang af de værste travere

I min verden er begrebet historie ikke kun at vinde titler. Hver sæson spilles der trods alt kun om tre pokaler (fire hvis man er med i Europæisk fodbold) så i sagens natur, er det meget få klubber forundt at vinde noget. Newcastle United har reelt ikke vundet noget siden F.A cuppen 1955. Er de så næsten historieløse?

Købeklub siger du? Har spillerhandler ikke altid været en kæmpestor del af topfodbold? Men det er klart, at jo flere penge der er til rådighed, jo bedre spillere kan der købes. Ja, City har købt masser af spillere, bedre spillere end flere andre klubber har kunne. Det har givet resultater, og i dag er City en overskudsforretning, og ejerne kan nu, hvis de ønsker det, trække overskud ud af klubben. De store investeringer har båret frugt.

Det der med, at størstedelen af Citys fanbase skulle være plastikfans , har jeg intet til overs for. Det er simpelthen en lodret løgn. Selvfølgelig kommer der nye fans til i disse år. City spiller god fodbold - og vinder. Er man en plastikfan, hvis man begynder at holde med en klub i en opgangstid? Fik Manchester United ikke nye supportere, da Fergusons United ryddede pokalbordene i 1990’erne?

Manchester City har i stort set hele sin historie, strækkende tilbage til 1894, været en klub med en stor og meget loyal fanbase. I 1934 dukkede der næsten 85.000 tilskuere op til en kvartfinale i F.A cuppen imod Stoke. Det er stadig den dag i dag engelsk tilskuerrekord for en kamp spillet udenfor London.

Da City spillede for mesterskabet tilbage i 1968, havde de 20.000 tilskuere med sig til den afgørende kamp i Newcastle. Og det var i 1968. Jeg synes, at Citys sæson på niveau tre, beskrevet længere oppe i denne nærmest epistel siger alt: 28.166 tilskuere var der i snit til hjemmekampe imod småklubber Northampton, Macclesfield, Lincoln og hvad de ellers hed.

City - i dag

Mit indtryk er at mange fodboldfans i dag knap 10 år efter overtagelsen af ADUG, har vænnet sig til Manchester Citys tilstedeværelse i toppen. Specielt med det fantastiske fodbold som City har spillet i 2017/18 er det svært for vores haters at sådan rigtig hidse sig op over os.

Men vi skal stadig ofte høre på hånlige kommentarer som for eksempel Emptyhad, no history, medløberi og lign. Nuvel - jeg synes stadig, at det er irriterende at høre på, men jeg har for længst indset, at det jo faktisk er synd for dem, som kommer med de udbrud. Det er jo i virkeligheden dem, der er ganske historieløse, håbløst misundelige og ganske uvidende.

Selv nyder jeg denne succes som min klub igennem det meste af mit liv, nu gennemlever. Ikke i mine vildeste drømme havde jeg kunne forestille mig dette.

En gang sad vi en sen nattetime på en hotelbar i Manchester efter en 0-0 kamp imod Northampton og talte om, at City nok skulle spille i Champions League en skønne dag. Så blev der stille omkring bordet i et sekund - og så skreg vi af grin. Det var helt urealistisk.Troede vi.

Det var en anden tid, lige nu gennemlever vi en vildt fantastisk periode i Citys historie, Og vi nyder det. Men jeg ved, at der vil komme mørke dage igen. For fodbold er ligesom livet. Der er gode tider, og der er svære tider. De gode tider kan meget bedre mærkes, når man som os har været igennem lortet. Det kan jeg i sandhed sige, at vi Cityfans har været.

Vejen er alt - målet ingenting.

City Till I Die!

Del indlæg:

Kommentér indlæg