Ulrik Forsom

Zorniger er fortid i Brøndby IF

Mandag formiddag sprang Brøndby IF en bombe, da de meddelte at de stoppede samarbejdet med den tyske cheftræner Alexander Zorniger. Et nederlag på udebane til Esbjerg fB søndag aften, var det der fik stolen til at knække under Zorniger.

Tirsdag blev det derudover meddelt, at assistenttræner Martin Retov overtager trænerposten indtil slutningen af sæsonen. Det bliver altså en uerfaren træner, der skal forsøge at styre Brøndby ind i Mesterskabsslutspillet. Det afstedkommer en række spørgsmål vedrørende fyringen af den tyske chef, samt ikke mindst timingen af denne.

Der er sjældent en god timing for en fyring af en cheftræner, men fyringen af Zorniger må alligevel siges, at komme på et højest underligt tidspunkt. To kampe er blevet spillet i foråret, og skønt afkastet har været mindre end forventet, så må en fyring så tidligt på foråret indikere, at bestyrelsen og den sportslige ledelse har vurderet, at Zorniger har tabt omklædningsrummet, eller at han i hvert fald ikke ville kunne lykkes med at komme i Mesterskabsslutspillet.

Det var dog ikke det signal som sportsdirektør Ebbe Sand lod skinne igennem på pressemødet mandag ved middagstid. Et pressemøde, hvor også Alexander Zorniger var mødt op for personligt at tage afsked med den danske sportspresse. Sand var fuld af roser til den afgående træner og han insisterede på, at fyringen kun skyldtes manglende sportslige resultater. Dette bakkede flere spillere eftefølgende op om i interviews med blandt andet bold.dk, hvor blandt andre Hany Mukhtar og Benedict Röcker gav udtryk for, at der stadig var tillid til Zorniger i spillertruppen.

Det er dog ikke helt samme historie, der onsdag fremkom hos Jens Martin Gammelby, der har været genstand for Zornigers åbenlyse kritik i pressen. I stedet sagde den tidligere Silkeborgprofil, at Zorniger kunne være ganske hård. Omvendt anerkendte Gammelby, at han havde lært en del af den tyske coach.

Der er næppe tvivl om, at Zornigers metoder kan skabe resultater på den korte bane. Sidste sæson var Brøndby det klart mest underholdende hold at se i Superligaen, men resultatet blev stadig blot en andenplads i ligaen samt en pokaltitel. I år har spillet slet ikke kørt på samme niveau, og dermed bliver det set fra mit synspunkt også tydeligt, at Zornigers stil er kompromisløs. Også når det går galt. Det mærker spillerne gennem interviews i pressen. Ikke bare Gammelby, men tidligere også de danske talenter har fået den kompromisløse stil at mærke. En stil, der altså kan accepteres når resultaterne kommer, men som måske bliver et irritationsmoment når de udebliver. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, da jeg af naturlige årsager ikke er med på træningsbanen på Vestegnen.

Derfor er jeg ikke sikker på, at Ebbe Sand siger hele sandheden, når han konstaterer at fyringen udelukkende skyldes sportslige resultater. Især ikke fordi Zorniger har et højt pointsnit. Det højeste i Brøndby i over ti år. Man ligger på fjerdepladsen i ligaen, med gode muligheder for en pokalsemifinale og et Mesterskabsslutspil. Der må ligge dårlige relationer bag fyringen. Ellers virker timingen, som allerede nævnt, helt skæv.

Hvorfor fyrede man ikke Zorniger efter sidste spillerunde i efteråret, hvor man tabte med 2-3 hjemme til Vendsyssel FF? Det havde givet en ny cheftræner en bedre mulighed for at forberede holdet til de sidste seks spillerunder i foråret. Nu får en Martin Retov blot fem dage til at tage ansvaret og få stillet et hold til en helt igennem vital kamp mod Randers FC. Ligesom Brøndby kæmper randrusianerne om at blive blandt de seks bedste i grundspillet.

Samtidigt har Ebbe Sand og Jan Bech Andersen travlt. En ny permanent træner skal udpeges. BT meldte hurtigt ud at Kasper Hjulmand var i spil til jobbet. Han har kontraktudløb til sommer, og en mulighed for at arbejde med et spændende Brøndbymandskab bør vel kunne lokke ham til Vestegnen, hvis ikke det rigtige tilbud fra udlandet lander på hans skrivebord. Personligt tror jeg ikke på, at Hjulmand kommer til udlandet, og han er et godt bud på en kommende Brøndbytræner. I ham får Brøndby en udadvendt træner med et spændende spilkoncept og samtidigt en træner, der nok vil bruge Masterclass-spillerne bedre end forgængeren.

Onsdag meldte tyske Kicker dog et anderledes interessant navn på banen. Den tidligere HSV-chef Christian Titz skulle ligeledes være inde i billedet til jobbet. Titz blev tidligere på sæsonen fyret i HSV til trods for at klubben lå på førstepladsen i 2. Bundesliga. Titz har dog tidligere været ansat som ungdomstræner i HSV, og han har en offensiv tilgang til spillestil. Ligesom Hjulmand er han god til at spotte og arbejde med talenter, og det var Titz, der bragte den nye Vendsyssel-spiller Matti Steinmann ind på holdet i den nordtyske mastodont. Kan Brøndby hive Titz ind til jobbet som cheftræner, så er det et meget interessant islæt i den bedste danske fodboldrække.

Om Brøndby så når med i Mesterskabsspillet er en anden sag. I hvert fald får Retov i de kommende fire runder en opgave af rang, hvor man ud over Randers møder OB, AaB og Horsens. Alle er det hold, der spiller med om at blive blandt de seks bedste i Grundspillet. Som altid bliver det spændende at følge med i fra sidelinjen.

Del indlæg:
Ulrik Forsom

FC Midtjylland ansætter talenttræner som arvtager

De danske mestre fra FC Midtjylland tager onsdag afsked med Jess Thorup, der i stedet skifter cheftrænerstolen i Herning ud med en ditto i belgiske KAA Gent. I stedet for Thorup beretter både Ekstrabladet og BT, at det bliver klubbens egen talenttræner Kenneth Andersen, der bliver forfremmet til ny chef for mesterholdet.

I går analyserede jeg på mulighederne for hvilke kandidater, der kunne være i spil til rollen som cheftræner. Min kandidat var assistenten Brian Priske, men det bliver i stedet U19-træner Kenneth Andersen, der bliver ny arvtager fra Thorup.

Dermed er det lidt af en kanin, der bliver trukket op af hatten i det midtjyske hovedkontor, men det bliver bestemt ikke en uerfaren kanin, der kommer til at udfylde chefstolen. Andersen er en herre, der er yderst velrenommeret i trænerkredse og han har været i FC Midtjylland i en årrække. Han har tidligere udfyldt rollen som assistenttræner på førsteholdet, men i de seneste år har han været ansvarlig for klubbens succesfulde U19-mandskab.

Her har han både hentet store resultater i UEFA Youth League og andre europæiske klubturneringer. I Danmark har han hentet fem mesterskaber som træner for ungdomsholdet. Det er de succeser han nu skal overføre til mesterholdet, hvilket der i midtjyske kredse er stor tillid til at han kan.

Han passer således på den profil, der har kendetegnet rekrutteringen af mandskab i FC Midtjylland de sidste mange år, hvor først Kristian Bach Bak og siden Svend Graversen er blevet rekrutteret fra egne rækker. Også Glen Riddersholm, der sikrede mesterskabet i 2015 blev hentet i egne rækker. Nu forsøger man altså igen med den opskrift, der indtil videre har virket fornuftigt for midtjyderne

Kenneth Andersen er samtidig en træner, der nyder stor respekt hos den del af fangruppen i det midtjyske, der har indsigt i ungdomsfodbolden og som følger klubbens ungdomshold tæt. Derfor er der også en kerne af fans, der vil være fortrolige med Andersens ideer og visioner, og dermed har Kenneth Andersen allerede en fordel i forhold til en udefrakommende træner. Men resultaterne skal selvfølgelig gerne komme hurtigt, for de midtjyske fans er blevet vant til at ligge i toppen af den danske liga.

Hans første kamp i spidsen for seniormandskabet bliver udebaneopgøret mod FC Nordsjælland den 20. oktober.

Del indlæg:
Ulrik Forsom

Hvad gør FCM, hvis Jess Thorup smutter?

I disse timer ser det ud til, at den danske mesterklub FC Midtjylland skal finde sig en ny træner. Jess Thorup blev i går aftes sat i forbindelse med det ledige trænersæde hos det belgiske storhold KAA Gent, og den interesse er ikke kølnet i løbet af natten til i dag.

Flere medier, herunder Herning Folkeblad og belgiske Het Laatste Nieuws mener begge at vide, at der er intens dialog mellem de to klubber om et trænerskifte.

Den danske klub holder kortene tæt til kroppen og vil ikke udtale sig om rygterne, men ifølge medierne ønsker Thorup at prøve kræfter med udlandet. Dette vil, og kan, FC Midtjylland ikke stå i vejen for, så det er sandsynligt, at søndagens sejr på 3-0 over Vendsyssel FF bliver fynboens sidste i spidsen for midtjyderne.

Det bringer naturligvis midtjyderne i en presset situation. For når en træner stopper så skal vedkommende naturligvis erstattes af en tilsvarende kompetent træner. Her er mulighederne ikke mange, for det er de færreste klubber, der ønsker at skille sig af med deres trænere midtvejs i en sæson. Og kompetente trænere har som oftest et job.

Så hvilke muligheder har FC Midtjylland for at få erstattet Jess Thorup? I min optik er der tre løsninger der umiddelbart virker fornuftige og realistiske. Forudsat at Matthew Benham ikke allerede har en træner på plads via sit SmartOdds system.

Umiddelbart er den første løsning også den mest interessante. For på trænerbænken ved siden af Thorup sidder Brian Priske. Han har solid erfaring fra træningsbanen og en lang karriere. Han kender Superligaen og han kender FC Midtjylland, som han har repræsenteret både som spiller og som træner.

Herudover er han en dygtig taktiker, der har haft et stort ansvar på træningsbanerne i Ikast. Det ville være oplagt at give ham muligheden. Spørgsmålet er om Priske er et stort nok navn for Rasmus Ankersen, Claus Steinlein og de øvrige midtjyske bagmænd. Det kan jeg personligt godt tvivle på, men i min optik ville et forsøg med Priske give god mening.

En anden mulighed er Bo Henriksen fra AC Horsens. Her er vi ude i rendyrket spekulation, men den flamboyante træner er tilpas karismatisk til at kunne passe ind i FC Midtjylland. Han har skabt gode resultater som træner, både i Brønshøj og i AC Horsens. Det kunne være interessant at se, hvordan han ville passe ind i en klub, der er begyndt at forvente toppræstationer og resultater i hver eneste sæson.

Et andet spørgsmål er naturligvis om AC Horsens er villige til at slippe Henriksen, men mon ikke midtjyderne ville kunne kompensere tilpas økonomisk til at et skifte kunne komme på tale? Og mon ikke Henriksen selv ville være interesseret i at prøve sig af i det midtjyske? En hurdle for Henriksen ville være, at det i FC Midtjylland ikke altid er træneren, der bestemmer indkøbene. Det vil være noget man som træner skal være indforstået med. Det er Brian Priske givetvis, men spørgsmålet er om det er noget Henriksen ville kunne affinde sig med.

Den tredje mulighed er Thomas Frank. Den tidligere Brøndby-træner er allerede på kontrakt hos Benham, dog bare hos Brentford FC. Det er dog blot en af de ting, der taler for Frank som ny træner. Et andet interessant aspekt hos Frank er, at han ligesom Thorup er skolet i DBUS trænersystem, og ligeledes har været U-landstræner. Han må samtidigt også have lyst til at revanchere sig for tiden i Brøndby der startede godt, men sluttede skidt for træneren.

Han er samtidigt vant til at udvikle og bruge talenter, hvilket vil falde meget godt i tråd med FC Midtjyllands ideer. Ligesom med Bo Henriksen vil en ansættelse af Frank også blive et spørgsmål om hvorvidt denne ville kunne affinde sig med at sportsdirektør Svend Gravesen og formanden Rasmus Ankersen er aktive medspillere på spillerindkøb? Her tror jeg dog, at Frank i højere grad end Henriksen vil kunne affinde sig med denne rollefordeling.

Det er ikke utænkeligt, at jeg ikke får ret i denne analyse. Muligvis er de tre navne slet ikke på blokken, om end jeg er ret sikker på at i hvert fald nummer et er en kandidat. Muligvis hives der en kanin op af den midtjyske hat i form af en udenlandsk træner. Det kunne også være, at man ville forsøge sig med at hente David Nielsen i AGF eller Kasper Hjulmand i FC Nordsjælland. Dette finder jeg dog så urealistisk, at det ikke er på listen over kandidater.

Så ville jeg være mere villig til at lægge en mønt på Allan Kuhn fra Hobro. Træneren har tidligere været i FC Midtjylland, men trak sig fra jobbet grundet personlige forhold. Han har omvendt erfaring og knowhow, der ville kunne bruges i FC Midtjylland, og han er en sympatisk og rolig figur, der har spillernes tillid.

Kort sagt er der mange muligheder i spil. Alle klubber har en liste med navne gemt for alle tilfældes skyld. Spørgsmålet er hvilket navn, der får chancen i mesterklubben når Jess Thorup forlader den forgyldte stol. Jeg følger op med et indlæg når kandidaten er valgt.

Del indlæg:
Ulrik Forsom

Analyse: Hobro rykker ud af Superligaen

Mit postulat er, at Hobro IK efter denne sæson ikke længere er en superligaklub. Det er selvfølgelig noget af et postulat alt den stund, at ligaen ikke engang er halvvejs igennem grundspillet, og at de afgørende kampe først er til foråret, hvor knock out kampene om at forblive i landets bedste række bliver spillet.

Alligevel føler jeg mig overbevist om, at nordjyderne kommer til at trække det korte strå i kampen om at blive i Superligaen. Det er jeg overbevist om af flere årsager, som jeg vil uddybe i dette indlæg.

For det første er holdets kvalitet for dårlig. I søndagens nederlag på 0-5 til naboerne fra AaB, var Hobro faktisk ganske godt med i de første 30 minutter. Men herefter var det stort set spil til et mål, og nederlaget kunne have været noget større. Det er alene et tegn på dårligdomme, at såvel trænere som spillere efter kampen er tilfredse med at nederlaget ikke blev større. Og navnlig i kampens sidste 25 minutter var AaB i den grad overlegne, at de stoppede med at spille bolden ind i de farlige rum. Havde de gjort det så var nederlaget uden tvivl blevet langt større. Der var klasseforskel. Ikke mindst mentalt, hvor hjemmeholdets spillere virkede modløse og uden selvtillid.

Jeg ved godt, at Hobro var hårdt ramt af skader op til opgøret, og at bærende kræfter som Yaw Amankwah og Jonas Brix-Damborg forlod opgøret under henholdsvis opvarmningen og midtvejs i anden halvleg, med det der lignede længerevarende skader. Uden en spiller som Pål Alexander Kirkevold, der er meldt ude til slutningen af efteråret, så er det enormt svært at se, hvor målene skal komme fra. Offensivt har amerikanske Emanuel Sabbi virket som et frisk pust, men også han er på lazarettet. Og hverken Quincy Antipas, Djiby Fall eller Julian Kristoffersen ligner folk, der kan gøre en offensiv forskel over flere kampe.

Heller ikke en spiller som Sebastian Grønning, der blev vejet og fundet for let i netop AaB, ligner på ingen måde en målscorer i den bedste række, om end han forsøger at kæmpe det bedste han kan. Og selv den tidligere ligaprofil Danny Olsen ligner ikke længere en spiller, der kan gøre en forskel i den stærkeste række, og det kan ikke undre, hvis han sidder med følelsen af at et eventyr i A-League eller lignende ville have været at foretrække, da kontrakten med AGF udløb tilbage i 2017.

Man kan med rette frygte, at de få spillere, der har et talent ud over det ordinære vil være væk i det kommende transfervindue. Ikke mindst fordi budgettet i Hobro ikke er til at holde på profilerne, hvis der kommer et tilbud fra større klubber. Det har man tidligere set med spillere som Kasper Fisker, Mads Hvilsom og Emil Berggren, og en profil som Vito Hammershøj-Mistrati kan næppe se sig selv spille i den næstbedste række. Han kan da også sagtens være interessant for større klubber i Superligaen. Ryger han væk fra Hobro, så er der ikke mere x-faktor i holdet, der i den grad kan mærke at hvedebrødsdagene er forbi, og at man er i gang med den altid svære anden sæson.

Det lignede ellers et scoop af de store, da Allan Kuhn blev præsenteret som ny cheftræner i sommerens trænerkarrusel, hvor Thomas Thomasberg tog et lille ryk ned af E45 og blev ny chef i Randers FC. Indtil videre har Kuhn dog ikke formået at levere det ekstraordinære, der skulle til for at gentage den flotte sæson som Hobro præsterede i oprykningssæsonen.

Læs også: Allan Kuhn bliver ny cheftræner i Hobro.

Spørgsmålet er om cheftræneren kan skabe miraklet og formå nordjyderne til at blive oppe. For træneren kan ikke spille kampene og han har ikke bedre materiale. Når han, som i øjeblikket er tilfældet, mangler syv normale startere, så skal det blive en mission impossible. Kommer de skadede spillere ikke hurtigt tilbage, ja så kan Kuhn og co. være isolerede i bunden. Og selvom der er gruppespil og knock-out kampe til foråret, så er pointene stadig med. Og hvis Hobro fortsætter den magre pointhøst kan de reelt risikere at være isoleret i deres gruppe allerede inden gruppespillet er i gang.

Med den nye regelændring, hvor holdene på 7. og 8. pladsen får mulighed for at vælge modstandere, så er der næppe nogen tvivl om, hvor Hobro havner. Og med mulige modstandere som Randers FC, AC Horsens eller FC Nordsjælland, så levner det ikke Hobro mange muligheder for at komme fri af en af de to nederste pladser.

Rykker Hobro ikke direkte ned fra Superligaen, så venter der modstandere fra 1. Division. Her er der mange stærke hold, og flere af dem har det som Hobro mangler; en målscorer. I Silkeborg har man til eksempel hentet den rutinerede Ronnie Schwartz ind, og han bomber mål ind for midtjyderne, der i øjeblikket ligner en mulig modstander til knock-out kampene. I Fredericia FC har man indgået et samarbejde med mestrene fra FC Midtjylland, der ligeledes har sikret dem noget soliditet. Og i HB Køge har man i Martin Koch Helsted en brandvarm angriber.

Ingen af de tre nævnte hold ville efter min mening være synderligt undertippede overfor Hobro. Og det er jo kun i tilfælde af at Hobro ikke tager den direkte nedrykningsplads. Og ærlig talt, så har jeg svært ved på dette, indrømmet, meget tidlige tidspunkt at se et hold, der over to kampe ville være dårligere på så mange parametre som Hobro.

Derfor er min påstand, at Hobro er færdige i Superligaen når næste sæson sparkes i gang i juli måned.

Del indlæg: