FC Midtjylland ansætter talenttræner som arvtager

FC Midtjylland ansætter talenttræner som arvtager

De danske mestre fra FC Midtjylland tager onsdag afsked med Jess Thorup, der i stedet skifter cheftrænerstolen i Herning ud med en ditto i belgiske KAA Gent. I stedet for Thorup beretter både Ekstrabladet og BT, at det bliver klubbens egen talenttræner Kenneth Andersen, der bliver forfremmet til ny chef for mesterholdet.

I går analyserede jeg på mulighederne for hvilke kandidater, der kunne være i spil til rollen som cheftræner. Min kandidat var assistenten Brian Priske, men det bliver i stedet U19-træner Kenneth Andersen, der bliver ny arvtager fra Thorup.

Dermed er det lidt af en kanin, der bliver trukket op af hatten i det midtjyske hovedkontor, men det bliver bestemt ikke en uerfaren kanin, der kommer til at udfylde chefstolen. Andersen er en herre, der er yderst velrenommeret i trænerkredse og han har været i FC Midtjylland i en årrække. Han har tidligere udfyldt rollen som assistenttræner på førsteholdet, men i de seneste år har han været ansvarlig for klubbens succesfulde U19-mandskab.

Her har han både hentet store resultater i UEFA Youth League og andre europæiske klubturneringer. I Danmark har han hentet fem mesterskaber som træner for ungdomsholdet. Det er de succeser han nu skal overføre til mesterholdet, hvilket der i midtjyske kredse er stor tillid til at han kan.

Han passer således på den profil, der har kendetegnet rekrutteringen af mandskab i FC Midtjylland de sidste mange år, hvor først Kristian Bach Bak og siden Svend Graversen er blevet rekrutteret fra egne rækker. Også Glen Riddersholm, der sikrede mesterskabet i 2015 blev hentet i egne rækker. Nu forsøger man altså igen med den opskrift, der indtil videre har virket fornuftigt for midtjyderne

Kenneth Andersen er samtidig en træner, der nyder stor respekt hos den del af fangruppen i det midtjyske, der har indsigt i ungdomsfodbolden og som følger klubbens ungdomshold tæt. Derfor er der også en kerne af fans, der vil være fortrolige med Andersens ideer og visioner, og dermed har Kenneth Andersen allerede en fordel i forhold til en udefrakommende træner. Men resultaterne skal selvfølgelig gerne komme hurtigt, for de midtjyske fans er blevet vant til at ligge i toppen af den danske liga.

Hans første kamp i spidsen for seniormandskabet bliver udebaneopgøret mod FC Nordsjælland den 20. oktober.

Del indlæg:

Kommentér indlæg